Billeder lånt af: SKALA Arkitekterne

Kampsportscenter Forum Horsens bliver et nyt idrætshus på 4.000 m2. Det kommer til at spille sammen med det eksisterende Forum, og den fremtidige svømmehal, som skal have 50 m svømmebaner. I centret samles de lokale kampsportsgrene som fx taekwondo, karate, judo og boksning. Kampsportscenteret vil bestå af forskellige haller til de forskellige kampsportsgrene – så de kan træne hver for sig. Der opføres også omklædningsrum med sauna samt afslappende opholdsrum for husets brugere.

Det monolistiske rå udtryk på facaden giver kontrast til de udvalgte varme overflader inde i Kampsportscentret. Bygningen opføres gennemgående af betonelementer og i robuste materialer, der både er lette at vedligeholde, og som giver en tidløs arkitektur med lang holdbarhed.

 

Indvendigt består overfladerne bl.a. af beton, troldtekt lofter samt linoleumsgulve. Alle materialevalg er foretaget med henblik på et tidløst, enkelt, solidt og anvendeligt design. Der er fokus på det akustiske indeklima. En orange farve løber hen over gulvene, og får nogle steder lov til at klatre op ad væggene og ende i loftets varme troldtekt. Kontrasterne er med til at forstærke effekten af, at omgivelserne udtrykker energi, power og kampsport, og det skal være med til at give brugerne lyst til at opholde sig her.

Adgangen til centret foregår fra Langmarksvej, hvor der både anlægges gangsti og et nyt parkeringsområde. Den nye bygning kommer til at indgå et godt samspil med de eksisterende bygninger på området.

Jysk CTS’s opgave i projektet er at installere et CTS anlæg som styrer, regulerer og overvåger installationer for ventilationsanlæg, VAV zoner, gulvvarme samt varmt brugsvand inkl. legionella sikring. Vi styrer solafskærmning og kommunikerer med DALI lysstyring på alt lys – både inde i bygningen og udendørs. Der implementeres måleropsamling samt energiregistreringer på energi, vand og elmålere. CTS anlægget vil vise  funktionstilstand samt alle evt. alarmer og  fejlmeldinger.

 

Jysk CTS A/S deltager i byggeriet af et Kampsportscenter, som er med til at opfylde ambitionen om et varieret tilbud af idrætsaktiviteter til borgere i Horsens, og hvor der skabes et stærkt fælles miljø for  kampsport. Jysk CTS A/S implementerer et CTS anlæg, som sikrer et godt indeklima i bygningen med de mange fysiske aktiviteter.