Bruttoareal
3.000 m2
År
2020
Entrepriseform
Totalentreprise
Arkitekt
GPP Arkitekter
Rådgiver
GVL Entreprise

VESTAMAGER SVØMMEHAL

Vestamager Svømmehal åbnede i 2020 som et moderne svømmeanlæg på 3.000 m² med forskellige bassiner, der giver mulighed for både målrettet motionssvømning, klubtræning, konkurrenceafvikling og leg i vandet. Bygningen fremstår som et elegant og arkitektonisk harmonisk byggeri, tilpasset omgivelserne og med en rolig og afslappet atmosfære. Svømmehallen lever op til både nutidige og fremtidige krav til funktionalitet, attraktion og æstetik.

Morskabsbassinet er udført med strandbredsløsning og en 40 meter lang vandrutsjebane. Varmtvandsbassinet har fået sin egen rolige niche med store gulv-til-loft-vinduer og udsigt mod skovbrynet. Svømmebassinet er udformet som et L-formet pianobassin, som muliggør både 10 x 25 meter baner og 4 x 50 meter baner. Bassinet kan opdeles, så der samtidig kan foregå svømmetræning i den ene del, mens der springes fra 3-meter vippen og benyttes nedsænkelig klatrevæg i den anden.

Et stabilt og sundt indeklima har været et centralt fokus i projektet – både i selve svømmehallen og i omklædningsområderne. Her har Jysk CTS A/S haft ansvaret for styring og overvågning af anlæggene. På syv ventilationsanlæg er der etableret styring af fugt- og temperaturforhold, mens der i foyer, billetsalg og multirum er implementeret CO₂-styring for at sikre en behagelig luftkvalitet for gæsterne. I omklædningsrummene er der opsat fugtstyring samt regulering af brugsvandstemperaturer, og der er installeret styring på 30 gulvvarmezoner i gæsteområder, omklædning og toiletter for at sikre korrekt temperatur i alle zoner.

Varmeanlæggene og tre varmevekslere er integreret med varmestyring af bassinerne og signaludveksling med Aquateknik. Systemet registrerer og alarmerer ved udsving uden for de tilladte værdier. Der er ligeledes etableret samspil mellem luft-til-vand-varmepumper og gaskedler til styring af varmeproduktionen samt opsamling af driftsdata. Anlægget er koblet sammen med røg- og brandautomatik, DALI-lysstyring, udvendig belysning, vinduesstyring og solafskærmning.

Der er desuden installeret måling af varmtvands- og elforbrug, og data fra 30 målepunkter anvendes til energiregistrering, som giver et detaljeret billede af svømmehallens drift og gør det muligt løbende at optimere.

Med CTS-anlæggets implementering, overvågning og målinger har Jysk CTS A/S bidraget til at sikre optimale klima- og vandværdier i hele bygningen, så svømmehallen tilbyder en komfortabel og sikker oplevelse for alle besøgende.

Billedekreditering: gpp arkitekter a/s