Billedet er lånt fra nomeco.dk

Det enorme byggeri, Nomeco One er påbegyndt, og er et af Jysk CTS mere omfattende projekter, som du kan læse mere om herunder.

Nomeco er Danmarks største lægemiddelgrossist placeret i København, som specialiserer sig i sundhedslogistik, og sikrer at hele Norden har adgang til medicin. Den ene af Nomecos afdelinger, Nomeco HealthCare Logistics, har ønsket at samle deres tre lagerenheder under ét tag, hvorfor Nomeco har påbegyndt opførelsen af et nyt lager.

Byggeriet Nomeco One er placeret på en 100.000 m2 stor erhvervsgrund beliggende hos Skandinavisk Transport Center i Ølby ved Køge, hvilket geografisk og infrastrukturmæssigt er særdeles fordelagtig, når de leverer medicin til hele Norden. Den halv milliard kroners investering bliver Nordens største medicinlager med en højde på 30 meter og med plads til over 50.000 paller. Derudover fokuseres der også meget det teknologiske aspekt af byggeriet, hvor sikkerhed og kvalitet er i højsædet, hvorfor lageret bliver fuldautomatisk.

Jysk CTS’s opgave er i denne forbindelse at installere og implementere et CTS anlæg i bygningen. I dette tilfælde står vi for at samle ventilation, varme, køl og luft i ét system, som giver et fuldt overblik over bygningens samlet drift indenfor pågældende områder. Det, der i denne henseende er speciel, er Nomeco One’s store areal, hvilket eksempelvis indbefatter styring af 12-15 ventilationsanlæg. Dertil skal fugtigheden og temperaturen holdes konstant, grundet lagerets følsomme varebeholdning. Jysk CTS er dermed med til at sikre kvaliteten af Nomecos lager.

Nomeco One forventes at være færdig i sommeren 2018.